Voksnes brud med deres forældre i et narcissistisk samfund
I takt med at det moderne samfund har udviklet sig, har vi set en markant ændring i måden, hvorpå relationer mellem voksne børn og deres forældre håndteres. Hvor familiebånd engang var urokkelige, ser vi nu en stigende tendens til, at voksne bryder kontakten med deres forældre. Denne artikel undersøger de bagvedliggende årsager og sætter fokus på, hvordan den moderne populistiske psykologi, idéen om “at man vælger selv sin familie,” og samfundets præstationskultur har bidraget til denne udvikling.
Opdagelsen af det uperfekte
En væsentlig del af den voksnes rejse mod selvstændighed og identitet indebærer en opdagelse af forældrenes fejl og ufuldkommenheder. Ifølge udviklingspsykologen Erik Erikson er denne opdagelse en del af individets psykosociale udvikling, hvor unge voksne bevæger sig fra afhængighed til selvstændighed. Den danske psykologiprofessor Svend Brinkmann har også beskæftiget sig med emnet i sine bøger og artikler, hvor han peger på, at samfundet har bevæget sig fra at se relationer som uerstattelige til at være noget, der kan opgives, hvis de ikke bidrager til individets selvrealisering.
Brinkmann påpeger, at jagten på selvudvikling og det moderne menneskes fokus på egen lykke kan føre til en opfattelse af, at relationer kun er værdifulde, så længe de understøtter ens egen udvikling. Dette har betydning for, hvordan voksne ser på deres forældre. En artikel fra Politiken om det moderne brud mellem generationer beskriver, hvordan forventningen om forældres støtte og perfektion ofte ikke matcher virkeligheden. Når voksne opdager, at deres forældre ikke er perfekte, kan dette lede til en følelse af svigt og en efterfølgende revurdering af relationen.
Det narcissistiske samfunds præstationspres
Sociologen Zygmunt Bauman beskrev i sit værk Liquid Love: On the Frailty of Human Bonds, hvordan senmodernitetens flydende karakter gør relationer præget af midlertidighed og forbrug. Dette er særligt synligt i det danske samfund, hvor individualismen trives, og hvor medierne konstant fremhæver selvstændighed og succes som det ultimative mål. Professor Thomas Bredsdorff har også i sin bog Tørst beskrevet, hvordan moderne mennesker kæmper med at finde mening i en verden præget af overfladiskhed og krav om perfektion.
Moderne danske undersøgelser viser, at sociale medier bidrager til denne opfattelse ved at eksponere os for idealiserede billeder af det perfekte liv. I en artikel fra Information fremhæves det, at sociale medier skaber et øget pres for at leve op til idealer, som er umulige at opnå, og som påvirker relationer negativt. Det skaber et miljø, hvor voksne børn kan føle, at de har ret til at afskrive relationer, der ikke passer ind i det idealiserede billede af livet.
Præstationssamfundets umulige opgave
Præstationssamfundet lægger et massivt pres på individer til konstant at præstere og optimere sig selv. Richard Sennett fremhæver i The Corrosion of Character, at moderne arbejdslivs krav med til at udhule individets evne til at opretholde dybe relationer. Dette perspektiv kan sammenkobles med den danske sociolog Rasmus Willig, som i sin bog Afvæbnet kritik diskuterer, hvordan præstationspresset gør det sværere at vedligeholde de relationer, som kræver tid og tålmodighed. Når alt i livet skal optimeres, bliver relationer ofte nedprioriteret til fordel for individuelle mål og succes.
En artikel fra Weekendavisen diskuterer, hvordan det danske præstationssamfund har skabt en generation, der har svært ved at balancere relationelle forpligtelser og selvrealisering. Her fremhæves det, at individets behov for konstant vækst og succes kan føre til en distancering fra familiebånd, der opfattes som en hindring for personlig udvikling.
Konklusion
Mens idéen om “at man vælger selv sin familie” og nødvendigheden af selvopdagelse kan have positive aspekter, har det moderne samfunds værdier skabt en ubalance. Den urealistiske jagt på perfektion og det narcissistiske samfunds selvcentrerede kultur har gjort det vanskeligere at opretholde relationer. Præstationssamfundets konstante krav og idealer om succes og selvudvikling hæmmer evnen til at prioritere og vedligeholde forhold, der kræver gensidig indsats og tålmodighed.
Det er nødvendigt at genoverveje, hvad det vil sige at være en familie. Det handler ikke om at vælge de perfekte relationer, men om at erkende, at imperfektion er en del af det menneskelige bånd. At opretholde relationer kræver forståelse for, at hverken vi selv eller vores forældre er perfekte – og at dette er en styrke, ikke en svaghed.
De skrøbelige relationsbånd.
I en verden, hvor individets ret til selvudvikling og præstation vejer tungere end fællesskabets ansvar, bliver de relationer, vi før anså for uforgængelige, mere sårbare. De moderne krav om perfektion og præstationssamfundets evige jagt på succes presser relationer til det yderste. For mange voksne betyder det, at relationen til deres forældre revurderes, og at båndene i nogle tilfælde brister.
Når vi vælger at se relationer som noget, vi kan udskifte, hvis de ikke længere passer ind i vores selvbillede, glemmer vi ofte, at imperfektion er en del af det menneskelige bånd. At vedligeholde de dybeste relationer kræver, at vi tør stå ved, at hverken vi selv eller de mennesker, der står os nær, er fejlfrie.
Men hvad sker der, når præstationssamfundets pres siver ind i vores private sfære? Vi begynder at måle os selv og andre på en skala, hvor kun det bedste er godt nok. Forældres fejl ses som svigt, og uenigheder opfattes som uoverstigelige. Vores evne til at håndtere relationers kompleksitet svækkes, og vi står tilbage med illusionen om, at vi altid kan vælge nyt og bedre.
Det er i denne accept af det uperfekte, at vi finder styrken til at skabe ægte og holdbare relationer. At forstå, at ægte nærvær ikke findes i jagten på det fejlfri, men i modet til at være til stede i alt det, der er menneskeligt, ægte og råt.
Tendenserne set i et udviklingspsykologisk perspektiv.
Det kan bestemt forklares med to udviklingsfaser, der er blevet forstyrret og forlænget: barnets narcissistiske fase og den senere fase, hvor individet skal adskilles fra forældrene og lære at stå på egne ben. Disse faser er centrale i den psykologiske udvikling, og hvis de bliver forstyrret eller ikke gennemgås på en sund måde, kan det skabe problemer i voksenlivet.
Den narcissistiske fase er en naturlig del af barnets tidlige udvikling, hvor barnet oplever sig selv som centrum for verden. Det er her, barnet udvikler en grundlæggende følelse af selvtillid og selvværd. Hvis denne fase bliver forlænget, f.eks. fordi barnet ikke lærer, at verden også omfatter andre mennesker med deres egne behov og grænser, kan det føre til en voksen personlighed præget af overdreven selvoptagethed og en tendens til at vælge relationer fra, hvis de ikke tjener ens egne interesser.
Adskillelsen fra forældrene og evnen til at stå på egne ben er en anden kritisk udviklingsfase, hvor individet lærer at skabe sin egen identitet og autonomi. Dette indebærer både at kunne anerkende forældrenes fejl og acceptere dem som en del af et modent forhold. Hvis denne fase bliver forstyrret, kan individet have svært ved at finde en balance mellem selvstændighed og tilknytning. I et præstations- og narcissistisk samfund kan det resultere i en manglende evne til at vedligeholde relationer, især når de bliver udfordrende.
Når disse faser bliver forstyrret, kan det medføre, at voksne ser relationer til forældrene som en trussel mod deres selvstændighed eller som en afspejling af deres egen utilstrækkelighed. Resultatet bliver ofte et brud, der kan spores tilbage til en uforløst kamp med både den narcissistiske fase og adskillelsen fra forældrene.
Derfor kan vi forstå nutidens brud mellem voksne børn og deres forældre som et udtryk for, at disse to centrale udviklingsfaser er blevet forstyrret eller forlænget. Dette fører til udfordringer i relationer, hvor selvoptagethed og en søgen efter det perfekte kan forhindre den nødvendige accept og forsoning.